tekst

ADAM OG EVA

977

Allerede fra første færd har kvinder været i tvivl, lader det til. Eva: – Du Adam, elsker du mig højest?
Adam: – Ja, da lille Eva. Hvem skulle jeg ellers elske?

Der var lidt stille i Paradisets Have. Adam “var lige skabt”, og Gud fulgte nu sit eksperiment, men så, at Adam kedede sig.
– Jeg keder mig, sagde Adam. Og Gud foreslog, at han kunne skabe Adam en kvinde.
– Hun ville så kunne opfylde dine ønsker, passe børn, lave mad, vaske trapper og hente dig, når du er for sløj til selv at komme hjem, Men, for der er et men – det vil stå dig dyrt. Du kommer til at betale for det, sagde Gud. – Du kommer til at betale med dit højre øre, dit

højre øje og din højre arm.
Adam var tavs, men tænkte, så det knagede. Han kom frem til, at det var meget dyrt – for dyrt. Han vendte sig derfor mod Gud og spurgte:
– Hvad kan jeg få for et ribben?

Da Gud den Almægtige havde besluttet at skabe Adam og Eva, sagde han følgende til dem: – Der er to ting, jeg skal have på plads. To gaver, så at sige. Den ene er kunsten at kunne tisse stående … – Den vil jeg ha’!, skreg Adam, og da Eva ikke syntes, at det var vigtigt, gav Gud Adam denne ’gave’. Adam fortsatte sit råberi og spænede rundt i den berømte have, hvor han lystigt tissede op og ned ad hvert et træ, han så. Derefter løb han ned på stranden og tissede mønstre i sandet. Han var jublende, og Eva og Gud betragtede den glade mand. Snart efter spurgte Eva: – Og hvad er den anden gave?

Og Gud svarede: – Hjerne, Eva, hjerne …

De to fortabte svenske mandschauvinister sad og snakkede med hinanden. De fleste andre i bekendtskabskredsen gad ikke snakke med dem. – Hvorfor tog Gud et ribben fra Adam til at skabe Eva?, ville den yngste af dem pludselig vide, og den anden var hurtig:
– For én gang for alle at bevise, at simpelt tyveri ikke kan betale sig!

Årstiderne skiftede, og også i Edens Have mærkedes den slags.
Ret som de sad på tuen og kedede sig lidt, kom et figenblad svævende båret af efterårsbrisen, hvilket tankeløst fik Eva til at udbryde: – Hold da op, Adam! Se, en usynlig mand!

Gud skabte som bekendt Jorden, og det gik jo fint. Og han skabte kvinden – og det gik også fint, ja det var faktisk endnu bedre. Men en skønne dag sagde Eva; – Gud, jeg keder mig. Hvad kan du gøre?
– Gud svarede:
– Jeg kan lave dig en mand, som vil lave mad, gøre rent, være sød, åbne døre for dig, og køre dig steder hen du med tiden gerne vil se. Han vil være alt det du ønsker, men der er dog én ting, du må love. – Og hvad er det?
– Du må love at fortælle ham, at HAN blev skabt først.

– Nåh, Lise. Kan du så svare mig på, hvad det første menneske på jorden hed? – Adam.

– Rigtigt, og kan du så også sige, hvad hustruen til det første menneske på jorden hed? – Madam.